Samsø’s ”fantastiskheder” blev formidlet til 60.000 besøgende på messen Ferie for Alle.

Torsdag i uge 8 drog en flok samsinger, der bredt repræsenterer turismeerhvervet på Samsø, til Herning for at stille standen op inden messeåbning fredag.

Vores stand præsenterede på bedste vis Samsø’s skønne natur men også fantastiske overnatningssteder, gode aktiviteter for alle, kunst og kultur og gastronomiske perler i form smagsprøver med gode samske råvarer – små kartoffelhapser med cremefraiche og stenbiderrogn eller kartoffelhapser med carpaccio fremstillet af lokalt oksekød og vin. De var populære!

Heldigvis var vi mange, for Samsø’s stand var vældig populær, og alle gjorde en kæmpe indsats for at få udbredt de gode historier om Samsø. Vi fortalte om camping, vandring, cykelture, restauranter, hoteller, B&B, aktiviteter for børn, aktiviteter for voksne, sommerhuse, golf, kultur, kunst, musik, shopping, boder, råvarer, færgefarter, hurtigfærge, bosætning ……….

Det er STOHF (Samsø Turist og Handelsstandsforening), der er tovholder og økonomisk ansvarlig for messen. Men det koster rigtig mange penge at deltage, så uden en række væsentlige sponsorater fra samske virksomheder havde det ikke været muligt at stable messen på benene i det omfang vi har gjort i fællesskab, udtaler man fra STOHF.

….. succesen er i hus!

Søndag aften, da messen var vel overstået, havde vi bl.a. udleveret 1,5 paller af det nye Samsø Feriemagasin. Det er i sig selv en succes at få så meget informationsmateriale om Samsø udleveret ”overs-Ø-isk”.

Vi er overbeviste om, at messen vil være medvirkende til, at flere vil vælge Samsø som destination til deres kommende ferie. Derfor forventer vi, at STOHF også næste år vil være primus motor for
en Samsø stand på Ferie for Alle, hvor der for alvor skal sættes fokus på vores nye hurtigfærge direkte fra Samsø til DOKK1 i Århus.

Kunne du tænke dig at være med og kan du formidle alle de gode historier fra Samsø?
Det er rigtig hårdt at være på messe, men det er også fantastisk sjovt og inspirerende. Udover at få gode og sjove snakke med ferieglade mennesker, vil du opleve en udpræget
fællesskabsfølelse og have mulighed for at netværke med de andre på Samsø’s stand. Desuden
kan du få masser af inspiration til din virksomhed fra de andre udstillere på messen. Hør mere om mulighederne ved at skrive en mail til formand@saha.dk.

Hvis du vil være med til at fremme turist- og/eller handelserhvervet generelt på Samsø, kan vi sagtens bruge flere ”hænder” til at løfte vores opgaver/ideer i STOHF. Kontakt formand Frank Kristensen for at høre nærmere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *